Eget ansvar
Jeg noterer med glæde at Midt-Vest Trailer i Holstebro har dobbelt så mange positive som negative tilfredshedsanmeldelser. De to positive er dog 2-3 år gamle
Jeg fik for nylig totalrenoveret min 3500 kg cargotrailer med alt hvad Lasse Skov syntes, der skulle til. Regningen var heftig, men han beroligede mig med at traileren var det hele værd. Efterfølgende erfarede jeg, at Lasses listepris på et komplet hjul (som der er 4 af) var Kr. 1260/stk. incl. moms. Hos et andet trailerfirma var listeprisen dog kun Kr. 585 incl. moms. Altså 115% ekstra hos hr Lasse.
Men han er jo en flink mand, så han gav mig hele 30% rabat. Dog nævnte han ikke at hans pris stadigvæk var over 50% dyrere end andres.
Jeg fandt kun ud af det hele, fordi jeg på den første køretur med læs tabte et af disse værdifulde hjul. Det faldt ganske simpelt af ved 80-90 km/timen på en stærkt trafikeret motorvej. Hele trækket gik selvfølgelig i slyng, men jeg fik da styr på det igen, og der var ingen alvorlige skader. Dog manglede jeg naturligvis både et komplet hjul og 5 hjulbolte. Jeg søgte hjælp hos nærmeste værksted, hvor man var 100% sikre på at hjulboltene ikke havde været fastspændte. De skaffede et nyt hjul, men det var helt uden rabat og kostede Kr. 585 med moms. Dertil kom vejhjælp, voldsomt dyre hjulbolte og det løse. Både mekaniker (og bilinspektøren ved siden af) var rystede over at en professionel forhandler kunne sende en (så stor) trailer på gaden uden at dobbelttjekke alle hjul.
Jeg ringede efterfølgende – og som anbefalet – til Lasse, der mente det var mit eget problem, men at han godt ville give mig 30% rabat på istandsættelsen (men hvordan skulle jeg komme hjem?).
Jeg slap fra oplevelsen med liv og lemmer i behold, og kom ej heller til at gøre andre fortræd, men venlighed og store rabatter – selv fra en flink mand som Lasse – er ikke altid det bedste. Kig gerne dine heste, eller hvad du måtte fragte, dybt i øjnene før du kører en tur i en Lasse-trailer.





