Dårlig betjening ved rund fødselsdag
I lørdags holdt vi en 80-års fødselsdag på Restaurant Gammel Høver, som administreres af Lillering Skov.
Maden var rigtig fin og smagte udmærket, men kødet var ikke så mørt, som vi har fået det andre steder. De forskellige vine var perfekte.
Betjeningen var derimod ikke god. Der var 2 servitricer, som vist aldrig har hørt, hvad det vil sige at være serviceminded. De var slet ikke smilende, og den ene tyggede tyggegummi hele aftenen. De virkede nærmest som om, de ikke havde lyst til af være der.
Der var alt for lang ventetid mellem forret og hovedret, og efter forretten var festen ved at gå “død”, fordi gæsterne ventede på maden. Børnene blev kun tilbudt én sodavand, hvilket skete da forretten blev serveret. Selv om de sad med tomme glas og sodavandsflasker, når servitricerne fyldte op med vin, fik børnene ikke noget. De måtte selv gå ud i køkkenet for at bede om en sodavand.
Da hovedretten blev serveret - og var spist, var der flere gæster, som gerne ville have lidt mere. De øste op af de efterhånden kolde kartofler og den kolde sovs, som stod på bordene og begyndte at spise, mens de ventede på kød og grøntsager. Fødselaren blev vred og gik ud for at bede servitricerne om at fylde op.
Vi havde god underholdning med, og festen kunne være blevet helt i top, hvis blot servitricerne havde holdt øje med gæsterne og passet deres arbejde
6 May 2019
Unprompted review